Koncert med Vox Humana i Syv Kirke

Lørdag 16. marts 2024, kl. 15:00
Syv Kirke, Kirkevejen 6, 4130 Viby Sjælland

Koncert med koret Vox Humana
Legenden om Longinus-spyddet – en musikalsk fortælling

Lørdag d.16. marts 2024, kl. 15 afholdes en usædvanlig og usædvanligt spændende koncert i Syv Kirke, Viby Sjælland.

Longinus er det navn, som senere tider har givet den romerske soldat, der med sit spyd stak Kristus på korset. Med inspiration fra Third Ear podcasten ”Jagten på U534” genfortælles ved denne koncert den utrolige og fantastiske historie om Longinus’ spyd.

Historien strækker sig over 2000 år, fra soldaten Longinus’ videre skæbne, over en tysk ubåd fra Anden Verdenskrig, og når sluttelig frem til vore dage, hvor den danske skattejæger Dynamit Aage drømmer om at finde Longinus’ spyd.

Ved koncerten binder et udsnit af korets yndlingsrepertoire fortællingen sammen. Der er stor bredde i repertoiret, og til koncerten høres værker af både Jorge Alcaide, Leonard Cohen, Cold Play, Niels La Cour, Billy Joel, Morten Lauridsen, W.A. Mozart, Arvo Pärt og Sting.

Vox Humana er et kor med mange bolde i luften. I 2023 indspillede koret både Bernhard Christensens ”Jazzoratoriet De 24 Timer” med jazztrio og Jakob Høgsbros ”Engelsk Suite – Hope” med strygekvartet og kontrabassolist. Koret, der ledes af saxofonist, komponist og dirigent Jakob Høgsbro, består af 40 meget dedikerede sangere.

Koncerten er gratis og kræver ikke tilmelding - alle er velkomne.

Du vil måske også kunne lide...