August & Marie - historien om dansk videnskabs powerpar

Torsdag 21. marts 2024, kl. 19:30 - 21:30
Herfølge sognegård, Kirkepladsen 3, 4681 Herfølge

August og Marie - foredrag om dansk videnskabs glemte stjerner

Da August og Marie Krogh gik i land fra Amerikadamperen, Hellig Olav, den 12. december 1922, havde de noget i kufferten, der skulle ændre Danmarkshistorien. Det var opskriften på insulin og eneretten til at producere den i Skandinavien. Det blev starten på landets mest værdifulde virksomhed, og det blev starten på et nyt liv, ja garantien for et liv overhovedet, for tusindvis af mennesker med diabetes.

Men August og Marie Krogh var meget mere end det. Hun blev Danmarks kun fjerde kvindelige dr. med. i 1914, året før kvinder fik stemmeret. Han fik Nobelprisen i 1920. Sammen gik de op imod den etablerede videnskab og løste lungernes gåde. Parret var for dansk videnskab, hvad Pierre og Marie Curie var for den franske.

Historien om August og Marie Krogh er et stykke danmarkshistorie, der nu endelig bliver fortalt. Og det er en fortælling om to helt særlige mennesker, der med ydmyghed og stoisk ro tog livets tildragelser på sig under mottoet: Kærligheden til mennesker og kærligheden til sandheden er livets hovedhjørnesten.

Vær med når Hanne Sindbæk fortæller historien om nobelprismodtageren August Krogh og hans mindst lige så imponerende hustru. Sammen udgør de en sjældent vellykket blanding af danmarkshistorie, videnskabshistorie, kønshistorie og kærlighedshistorie, som et af dansk videnskabs absolutte powerpar.

Hanne Sindbæk er uddannet journalist og er forfatter til en række roste biografier. 

Arrangementet er med kaffe og kage.

Fri entré, men med tilmelding her.

Du vil måske også kunne lide...