Koncert med Musica Ficta og Bo Holten

Lørdag 17. august 2024, kl. 16:00
Odense Domkirke, Klosterbakken 2, 5000 Odense C
Entré: Voksne 75 kr., børn under 12 år 50 kr.

I år er det 250 år siden, at C.E.F. Weyse blev født. Det er en god anledning til at sætte fokus på guldalderens mest berømte danske komponist, som står bag både kendte og elskede sange. Weyse var nemlig en gudbenådet melodiker, hvilket man kan høre i sange som “Lysets engel går med glans”, “Nu titte til hinanden” og “Nu vågne alle Guds fugle små”. Samtidig formåede Weyse som ingen anden at gøre det enkleste barnlige udtryk til folkeeje. Weyses Morgen- og aftensange er komponeret i tæt samarbejde med digteren B.S. Ingemann, og sangene er blevet til dansk sangskat og har siden inspireret med deres poetiske og folkelige stil. 

Musica Fictas koncert med danske sange i år er helliget et udvalg af Weyses morgen- og aftensange, samt en række af Carl Nielsen og Thomas Laubs banebrydende sange fra samlingen ”En snes danske viser”, som netop var inspireret af Weyse folkelige stil. 

 

Musica Ficta

Musica Ficta er et professionelt vokalensemble, dannet i 1996 af komponisten og dirigenten Bo Holten. Her har han realiseret sin vision om et fleksibelt og projektorienteret ensemble, hvor den virtuose ensemblesang i alle dens afskygninger står i centrum.

Musica Ficta favner et meget bredt repertoire. Ensemblets speciale er musikken fra middelalder og renæssance. Dengang skrev komponisterne ikke deres store værker for symfoniorkestre, men for den menneskelige stemme. Som Musica Fictas kunstneriske leder og dirigent er Bo Holten blandt verdens førende på dette felt.

Musica Ficta betragter endvidere arbejdet med den danske sangskat som en central del af sin virksomhed. Indspilningerne med danske sange har gjort Musica Ficta til et af Danmarks mest sælgende klassiske ensemble, og ensemblet turnerer hvert år landet rundt for at udbrede og fastholde kendskabet til både de kendte og de mindre kendte egne af den danske sangskat.

 

Du vil måske også kunne lide...