Gratis adgang for alle! Vand, øl og kaffe kan købes under arrangementet.
Tirsdag den 8. Oktober kl. 19.30
Aftenens taler: Jette Seidenschnur
Jette har gennem mange år været medlem af Jehovas Vidner, men valgte at bryde med dem, da hendes børn skulle starte i skole.
Kom og hør hendes gribende fortælling om hendes tidligere liv, der var bundet op på et utal af regler og forbud, hvor hun forsøgte at leve som et rettroende vidne. Jette vil også komme ind på de konsekvenser det har haft for hende at bryde med Jehovas Vidner.
Jette formår at fortælle sin historie på en fantastisk måde, hun dømmer ikke de mennesker, hun har kendt gennem Jehovas Vidner, men fortæller sin egen historie på en klog, humoristisk og livsbekræftende måde.
Jette Seidenschnur er foredragsholder, selvstændig fotograf og har siddet i byrådet gennem flere år.
"Hvem der selv vil være fri, må lade Næsten være det med sig" - N.F.S. Grundtvig
Under dette inspirerende Grundtvig-citat inviterer vi dig igen til HøjskoleAften i Æ Lille Kirk på toppen af kirkebakken. Vi tror på, at frihed og dannelse gælder for alle, og derfor tilbyder vi et mangfoldigt program af Højskoleaftener med både grin og alvor.
HøjskoleAftener i Sct. Jørgens har en lang tradition. Allerede i 1970'erne var der højskoleaftener i Sct. Jørgens Præstegård, så vi står på stærke skuldre af tidligere ildsjæle.
HøjskoleAftenerne arrangeres af et engageret underudvalg under Sct. Jørgens Kirke. Målet er at forundre, forbavse og forvandle os alle. I mødet med andre udfordres vi til at reflektere over vores egne holdninger og tanker. Som bekendt gør enighed stærk, men forskellighed gør levende. Det er levende HøjskoleAftener med plads til alle, vi ønsker at skabe!
Velkommen til alle!