Vi tager igen til Hovedbanegården og derfra med tog og bus til Nivågård i Nordsjælland. Særudstillingen Rembrandt Reunited (genforenet) dækker over, at to af Rembrandts værker frem til 10/11 kan ses på museet. Et portræt af en 39-årig kvinde, der tilhører Nivågård, får nemlig selskab af et portræt af en 40-årig mand, som er udlånt fra en samling i New York.
Frem til 22/9 vises også en særudstilling med titlen ”Mælkeveje – koen i kunst og kultur” med ældre og nye kunstværker.
Transporten til og fra Nivågård tager et stykke tid, og museet er landligt beliggende. Så mon ikke vi vælger at finde lidt at spise og drikke i museets café? På den tid af året burde vi kunne opholde os i cafeens have.