MODSTANDSKAMPENS HEMMELIGE HELTINDE: ”Storfyrstinden”
Denne onsdag skal det handle om modstandskraft og om at kæmpe for det, man har kært.
Bankassistent om dagen og hemmelig agent om aftenen. Jutta Graae, med dæknavnet Storfyrstinden, var en af Englands vigtigste kontakter i Danmark under besættelsen og en nøgleperson bag Danmarks befrielse. Alligevel er hun relativt ukendt.
Jutta Graae levede i en tid, der kun gav en kvinde mulighed for at agere på de indre linjer. Hun så sin rolle som den usynlige hånd, der hjalp ”de rigtige helte”: Christmas-Møller, Mogens Fog og Ebbe Munck m.fl. Hun arbejdede diskret og slettede sine spor.
Med bogen” Storfyrstinden” har Trine Engholm Michelsen gjort det store opklaringsarbejde. Det har krævet rejser til engelske og svenske arkiver, og det har betydet samtaler med et meget stort antal slægtninge og fagfolk. Bogen er et nyt kapitel om kvindelige helte i Danmarkshistorien, og den danner baggrund for den populære drama-dokumentar: ”Kodenavn: Storfyrstinden”, som blev vist på DR1 i 2024.
Trine Engholm Michelsen er forfatter, forsker og ph.d. i international politik. Hun har en master i politisk filosofi fra Bruxelles. I en årrække arbejdede hun som analytiker i Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste.

Hovedpersonerne bag Danmarks befrielse, sommeren 1945, Bellevue Strandhotel.