Når en maskine skal hjælpe et menneske – om AI, omsorg, ansvar og dømmekraft

Onsdag 16. september 2026, kl. 16:30 - 18:00
Eliaskirken, Vesterbrogade 49, 1620 København V
Anne Gerdes og Anita Rohwer

Anne Gerdes sætter fokus på, hvad der sker, når kunstig intelligens rykker tættere på menneskers liv. AI kan bruges til at sortere information, understøtte beslutninger og pege på mønstre, vi ellers ville overse. Men hvad sker der, når teknologi bruges i sammenhænge, hvor mennesker har brug for omsorg, tillid, beskyttelse og menneskelig dømmekraft? 

En eftermiddag om AI og etik — ikke som en fjern teknologisk debat, men som et spørgsmål om, hvordan vi møder det menneske, der er afhængigt af at blive set rigtigt. Hvem har ansvaret, når en maskine er med til at vurdere et menneskes behov? Og hvordan sikrer vi, at teknologi ikke kommer til at stå i vejen for værdighed, nærvær og omsorg? 

Anne Gerdes er professor og leder af Center for AI Etik ved Syddansk Universitet. Hun forsker i spændingsfeltet mellem etik og datalogi og er optaget af de spørgsmål, der opstår, når nye teknologier ikke bare hjælper os i hverdagen, men også får betydning for, hvordan mennesker bliver vurderet, hjulpet og mødt. 

Fællesspisning
I dag spiser vi sammen efter foredraget. Der er begrænsede pladser og kræver tilmelding. Se nedenfor.

Menneske i en kunstig tid 
I Eliaskirken samles vi i en foredragsrække under titlen Mening, tro & etik om de spørgsmål, der former vores liv, vores fællesskaber og vores måde at være mennesker på. 

I 14 foredrag i efteråret 2026 sætter vi fokus på kunstig intelligens. AI er ikke længere kun et teknologisk fremtidsfænomen. Det er allerede en del af vores hverdag, vores sprog, vores arbejde, vores relationer, vores forestillinger og vores valg. Det rejser store spørgsmål: Hvad sker der med vores opmærksomhed, dømmekraft og ansvar, når maskiner kan skrive, svare, sortere, skabe billeder, efterligne stemmer og måske endda give os en oplevelse af nærvær? 

Gennem foredrag og samtaler undersøger vi kunstig intelligens fra mange vinkler: etisk, teologisk, filosofisk, kunstnerisk, samfundsmæssigt og menneskeligt. Vi skal tale om omsorg og ansvar, børn og digital dannelse, klima og datacentre, kreativitet og skaberkraft, sorg og digitale efterliv, krop og inkarnation, intimitet, sandhed, ritualer og fællesskab. 

Som kirke vil vi gerne skabe et rum, hvor tidens store spørgsmål kan tænkes højt og menneskeligt. Ikke for at give enkle svar, men for at blive klogere på, hvad vi sætter i verden, hvad vi giver magt over vores liv, og hvad der fortsat kalder på nærvær, ansvar, håb og menneskelig dømmekraft. 

Det er hver onsdag fra 9. september kl. 17. Vi begynder med en kort andagt kl. 16.30. Derefter er der kaffe og samvær, inden dagens foredrag eller samtale. Vi slutter kl. 18.  

Det er gratis, og alle er velkommen. 

Du vil måske også kunne lide...