Aarhus Studiekor synger et program med traditionel julemusik fra Danmark og Slovenien.
Korets slovenske dirigent Tom Varl præsenterer også et moderne Pater Noster (1998) af Pavle Merku samt en lille håndfuld slovenske julesalmer, som går fint i samklang med den danske julemusik.
Aarhus Studiekor er et af byens levedygtige kor, da det i år kan fejre 70-års fødselsdag. Koret, som har 40-45 sangere, synger klassisk kormusik fra renæssance til nutid. Med få års mellemrum har koret rejst i en lang række europæiske lande. 2024 byder på en korrejse til Slovenien og 11. april kan koret høres i Aarhus Musikhus ved en opførelse af N.W. Gades "Elverskud" og Bo Holtens "Sønderjysk Symfoni".