En fanjazztisk trommerejse : Junglejazz, swingmusik og fortællinger for både børn og deres voksne.
Hvor kommer trommerne egentlig fra? Hvordan blev de til et trommesæt? Må man slå på trommer i en biograf? Eller i en kirke? - Og hvad har det egentlig med jazz at gøre? En FanJAZZtisk Trommerejse er en musikalsk mættet koncertforestilling, der fortæller trommernes og jazzmusikkens historie fra Afrikas savanne til New Yorks asfaltjungle. Koncerten byder på et overflødighedshorn af musik lige fra junglebogen og bedrøvet blues til hæsblæsende swingmusik. Casper Mikkelsen Dejlige Jazzband leverer det hele med et glimt i øjet, imponerende håndværk og medrivende entusiasme. Så afgjort jazz i børnehøjde!
Koncerten er for alle børn uanset alder og andre barnlige sjæle.
LørdagsLyd : Musik for de mindste
LørdagsLyd er et helt nyt tilbud til børn og hele familien. Det er en koncertrække, hvor vi skal danse, huje, synge og have det herligt og det foregår alt sammen i Dragør kirkes smukke rum. Koncerterne henvender sig til børn der går i børnehave, indskoling og deres forældre. Alle er dog mere end velkomne og kan være med på det niveau man kan.
Der vil altid være fri entré og koncerterne er på max. 45 minutter, så man kan nå hjem til frokost eller en velfortjent lur:-)