Når man sidder i en tourbus fire dage om ugen store dele af året og ser motorveje og natur forsvinde bag sig i en uendelighed, hvad foretager man sig så?
Man drikker kaffe, snakker, ryger og spiller guitar. Sådan var hverdagen for Kim Larsens tourhold, og det kan Karsten Skovgård og Bo Gryholt skrive under på. De har været en del af 'Kim Larsen og Kjukken' i hhv. 24 år og 7 år.
I ventetiden på touren skabte Karsten Skovgård ny musik; musik, som han nu har samlet i et show i samarbejde med bassist Bo Gryholt og guitarist Kevin Monie.
Showet byder på Skovgårds egne kompositioner (komponeret imens Kim lå og sov), et udvalg af Kim Larsens sange og instrumentale fortolkninger af Kim Larsen-melodier. Det hele rammes ind af anekdoter, fortællinger og betragtninger om livet og musikken.
Trioen er erfarne musikere og godt selskab. De byder på nærvær, musik og lune fortællinger om livet, landevejen og kærligheden.
Showet afholdes i kirken, varer ca. en time og koster 75,- kr. Billetter kan købes her på kirkens hjemmeside op til koncerten samt i døren.