Palestrinas julemesse i Grundtvigskirken - Musica Ficta
Søndag 3. december 2023, kl. 15:00
Grundtvigs Kirke
Musica Ficta opfører den romerske komponist Giovanni Palestrinas store julemesse for dobbeltkor ”Missa Hodie Christus natus est” sammen med en perlerække af velkendte danske julesange.
Musica Ficta har gjort det til en tradition i december at opføre Palestrinas store julemesse for dobbeltkor ”Missa Hodie Christus natus est”, selvfølgelig sammen med vores sædvanlige perlerække af velkendte danske julesange, særligt elsket gennem mange menneskers ivrige brug af korets to juleplader.
Hvorfor Palestrinas store og feststemte 8-stemmige jule-messe ikke tidligere har været en juletræffer på disse breddegrader er en gåde. Men Musica Ficta er stolte af, at de var de første og hidtil eneste, der har bragt den til torvs – et hovedværk i senrenaissancens julemusik. De danske julesange flankerer Palestrinas store værk og bringer os smukt og fredfyldt ind i den altid stemningsfulde, men travle december. I Musica Ficta værner de om den danske sangskat, og dette sker i særdeleshed ved julekoncerterne. De sigter således på det brede publikum ved disse koncerter, hvor der altid både ses børn, gamle og folk fra alle sociale lag. Ved koncerten introduceres musikken og historierne bag dens tilblivelse.
Om komponisten Giovanni Pierluigi da Palestrina:
Lidt øst for Rom i byen Palestrina fødtes omkring 1525 den lille purk Giovanni. Som ung drog Giovanni til Rom for at uddanne sig til organist, og cirka 1545 vendte han tilbage til sin fødeby, hvor den talentfulde unge mand blev organist og korleder. Allerede i 1550 var han så berømt, at han atter kunne tage til Rom og blive korleder ved Cappella Giulia, en del af det sixtinske kor, og i de følgende år skrev han under navnet Giovanni Pierluigi da Palestrina sine første messer.
I 1555 blev en ny pave valgt – Paul IV med tilnavnet il terribile – og pavens opfattelse var, at en gift mand ikke kunne være ansat i selveste Det Sixtinske Kapel. Giovanni da Palestrina blev derfor afskediget, men fik straks efter arbejde som kapelmester; først i Laterankirken og sidenhen i Santa Maria Maggiore.
Kardinal Ippolito 2. d’Este fik i 1564 interesse for Palestrinas musik og ansatte ham som komponist ved sit hof. Senere blev Palestrina musiklærer på Seminario Romano, vendte også en overgang tilbage til Cappella Guilia samt skrev salmer under opsyn af det romerske kirkeråd. Inden Giovanni da Palestrina døde i Rom i 1594, offentliggjorde han yderligere 16 samlinger af musik; heriblandt julemessen for dobbeltkor: Missa Hodie Christus Natus Est fra 1575; et hovedværk i senrenæssancens julemusik med guddommelig storhed.