Genudsendelse af Barnaby eller menighedsrådsvalg?

# Nyheder

Genudsendelse af Barnaby eller menighedsrådsvalg?

Af Katja Gottlieb, filolog, forfatter og medlem af menighedsrådet ved Helsingør Domkirke

Kom til valgforsamling d. 17. september

Hvad så du i TV i tirsdags? Tja... måske tv-avis? Eller ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”? Eller en genudsendelse af ”Barnaby”, som vi har set mindst to gange før?

Jeg kan ikke huske, hvad jeg så i TV i tirsdags. Og det kan du måske heller ikke. Og i det lange løb er det jo også bedøvende ligegyldigt, for det havde ingen betydning. Det har det til gengæld, hvis du tirsdag d. 17. september lader fjernbetjeningen ligge og møder op til menighedsrådsvalget i Helsingør Domkirke for at afgive din stemme til valget. Også selvom du tænker, at det der ’menighedsråds-halløj’ ikke er noget for dig. Eller selvom du tænker, at du jo ikke rigtig bruger kirken søndag efter søndag. Som beboer i Skt. Olai Sogn og medlem af folkekirken er det også din kirke, og det er menighedsrådet, – som er en form for bestyrelse, – der bliver valgt for fire år ad gangen, der i dagligdagen arbejder sammen om at udstikke rammerne for det kirkelige arbejde.”

Først og fremmest arbejder menighedsrådet selvfølgelig med gudstjenesten og de andre kirkelige handlinger, som vi alle kommer i berøring med i løbet af vores liv: Dåb, konfirmation, vielser og begravelser, og med kirkens musikliv, som også er helt centralt i forhold til den danske gudstjeneste. Og så tager rådet sig af personaleledelsen og kirkens økonomi. Med til kirkens liv hører også aktiviteter som diakoni, der er betegnelsen for kirkens sociale arbejde, foredrag, koncerter og meget mere, og så tager menighedsrådet sig også af kirkebygningerne, som ikke bare er en central del af vores kulturarv, men også ligger som landmærker i vores alle sammens hverdag.

Og hvorfor er det så vigtigere, at du interesserer dig for det, end at du bruger aftenen på ”Spise med Price”, der laver hakkebøf på fem forskellige måder, kan man spørge? Det er det fordi, at hvis DU ikke møder op og stemmer, så er det kun dem, der plejer at gøre det, der får indflydelse. Og så får vi nøjagtig det, vi plejer. Alt det, du kunne forestille sig, at din lokale kirke kunne danne rammen om, bliver kun foldet ud, hvis du bruger din stemme.

Jeg håber, du vil prioritere at bruge et par timer på dit lokalmiljø tirsdag d. 17. september. 

Læs mere:


Du vil måske også kunne lide...