15 minutters forrykkelse

Tema: Morgenandagten 90 år

En tallerken havregryn med mælk, en kop kaffe, en radioavis og en morgenandagt

Af Jørgen Demant

INGEN HAR SET GUD

Ingen har set Gud
men nogen har hørt Gud,

måske kaldt?

Der skal være lys, sagde Gud,
og der blev lys.

Gud er i ordet, findes
alene gennem stemmen, som når floden taler
med sine bredder,

Lyttende lyder den
midt i summen af kaos,

Som dét øjeblik
et lysvæld når et øre

Sådan skriver digteren Pia Tafdrup i digtsamlingen ”Lyden af skyer” (Gyldendal 2020). Andagten er som et lys, som en stemme midt i summen af kaos. Som et øjeblik af lysvæld. Et indbrud fra en anden verden. Vi hører fra Gud.

LÆS OGSÅ: Live fra Vor Frue Kirke

Morgenandagten hører med til mit morgenritual: En tallerken havregryn med mælk, en kop kaffe, en radioavis og en morgenandagt. Og derefter åbnes pc’en med mails. 

Før jeg går i gang med verden, efter nyhederne fra den nære og fjerne verden, da stilles jeg lige om til en anden verden. En mellem-verden. Verden mellem himmel og jord. Igennem en radiokanal. 

Det korte øjeblik
Andagt betyder ifølge Den danske Ordbog to ting: 

1. ”En stille og højtidelig sindsstemning i respekt for noget ophøjet eller i ærbødighed over for Gud.”

2. ”En kort gudstjeneste med bøn og salmesang.” 

Det er to præcise indgangsvinkler til forståelse af, hvad andagten vil og kan. Den almindelige højmesse er den ’lange’ gudstjeneste. Den har en given struktur i fire led, hvor både salmen og bønnen fra andagten er udvidet med prædiken, dåb og nadver. Det er altså den komprimerede og korte form, som er dens første kendetegn. Andagten er det fortættede og korte øjeblik af mødet med Gud. 

Fremmedheden
Morgenens radioavis med orientering om verdens gang afsluttes med vejrudsigten. Og straks efter lyder kirkeklokkers klang ud af radiokanalen. Verdens gang afbrydes. Vi bringes et andet sted hen. Efter klokkerne tager orgelmusikken over, en stemme med et ord fra en anden tid og et andet sted lyder, en bøn, et fadervor, en velsignelse og et afsluttende stykke musik. Et kvarters tid. I en domkirkes rum. Et gentagent, stramt ritual. Det er ikke blot en andagt – en kort gudstjeneste – men den korte gudstjeneste danner resonansbund for ’andagt’, en fornemmelse for en stille og højtidelig stemning, hvor der foregår noget ophøjet, hvor man møder Gud.

Andagtens fremmedhed er vandmærket på de 15 minutters afbrydelse. Før jeg går i gang med verden, forrykkes jeg til et andet rum, en anden tid, en anden verden. Mit verdens-jeg rykkes et fremmed sted hen. Min omgang med verden, min vilje med verden, min almagt i verden, min afmagt i verden – hele min verden bliver sat på stand by og bibragt et perspektiv fra en anden verden.

LÆS OGSÅ: Andagt til tiden

Andagt kommer fra det tyske ord ’andenken’ – at tænke efter – og forbindes med øvelser som at ’dvæle ved’ og at være ’opmærksom’. Andagtens mål er en pause. En dvælen, som kan gøre andagtsfuld. Jeg afmonteres et øjeblik fra det, jeg ellers kan, skal og vil for at blive opmærksom på noget, der kommer til mig. Hvor jeg bare skal modtage og tænke efter. At overgive sig til en slags opmærksomhedens gelassenhed.

På deres vandring tog Jesus engang de tre disciple Peter, Jakob og Johannes med op et højt bjerg. Her skete underlige ting. De blev udsat for mærkelige oplevelser på både syn og hørelse, idet både Moses og Elias gav sig til kende, og Jesus forvandledes for deres øjne i et himmelsk lys. Det var så godt og smukt og skræmmende, at de fik lyst til at blive oppe på bjerget, men Jesus bød dem at gå ned til de lavere egne igen. (Lukasevangeliet kap. 9)

Andagt er at blive udsat for denne forrykkelse – fra et sted til et andet sted. Fra de lavere til de højere luftlag. Fra et hverdagens nutidige til et højtidens udvidede perspektiv. 

Citatet
Et markant kendetegn ved højmessen som ved de fleste andre gudstjenester er prædikenen. Præsten læser op fra Bibelen og udlægger teksten. Dette fortolkende element findes sjældent i andagten, og da oftest som en anden tekstlæsning fra andagtsbøger eller anden litteratur. I Domkirkens andagt høres kun læsning fra Bibelen, både fra Det Gamle og Nye Testamente. Mandag morgen citeres dog fra klassiske teologers vidnesbyrd. 

Prædikantens mål med prædikenen er at udlægge teksten, så den siger noget direkte ind i tilhørerens liv. Det er dig og mig på kirkebænken, der tales til, når præsten træder op på prædikestolen. I andagten tales der ikke direkte, men indirekte til mig. Bibelens fremmede ord står klart og tydeligt i rummet, men det er op til tilhøreren selv at fortolke og tyde dette ord. 

Tydeligst for denne indirekte tale i andagten er det afsluttende bibelord inden postludiet. Et slags manna til dagen, som man så som tilhører kan gå at grumle over i den verden, man bevæger sig ud i. Andagten er bare et evighedsskvulp i tidens strøm. Et øjeblik af lysvæld.

Bønnen
”Vi beder for dem, der skælver … Vi beder for dem, der forsøger at være mere ukuelige.” 

Sådan ramte bønnens ord mig en morgen ved andagten. Jeg skrev ordene ned på en gul post-it og satte dem på køleskabslågen. Nu hænger de der og minder mig om, hvem jeg også er: Den der skælver og ind imellem den, der forsøger at være mere ukuelig. 

LÆS OGSÅ: Morgenandagten fylder 90 år

Bøn er at stille sig nøgen over for sin Gud. At kunne give afkald på sit jeg, der af mig selv og andre forventes at være ukuelig og sikker. Og at kunne indrømme sin skælven i verden.

Koordinaterne på plads
Vi hører fra Gud. Et kort øjeblik. Som en evighedens sprække i tiden. Vi holder andagt. Og vi får vores koordinater i livet sat på plads. Både jeg-magten og jeg-afmagten. Og kan så tage fat i verden.

Jørgen Demant er sognepræst i Lyngby Kirke.

Artiklen er første gang udgivet i kirkemagasinet Domkirken (dec-feb-2021), der havde Morgenandagten som tema. Magasinet kan downloades gratis som pdf eller hentes i kirken.