»Jeg er født med mørkt humør«

Tema: Morgenandagten 90 år

Skuespiller, miljøforkæmper og tidligere teaterdirektør Jytte Abildstrøm lytter til morgenandagten for at minde sig selv om livets store held. Bibelteksterne og den lille bøn om morgenen giver hende styrke til at skabe tro, håb og kærlighed, og så hjælper andagten hende med at komme ud af sengen, når livet viser sig fra sin mørke side

Af Emil Fritzemeier

Hver morgen, når klokken slår otte, ringer Jytte Abildstrøms vækkeur, men hun står ikke op. Hun bliver liggende i sengen og lytter til morgenandagten. Det har hun gjort fast siden 2009, hvor hun stoppede som direktør for teateret Riddersalen.

Det er også her vi mødes. Domprovst Anders Gadegaard og jeg har inviteret os selv på besøg til en snak med Jytte Abildstrøm – den livlige og farverige kvinde, der kan kendes på det knaldrøde hår. For hvad er det for en inspiration og energi, som morgenandagten giver hende?

”Jeg er født religiøs den 25. marts 1934,” siger Jytte Abildstrøm, inden vi har fået sat os ned omkring bordet i det gamle børne- og dukketeater på Frederiksberg. Her er fyldt med bøger, plakater og kasser med gamle rekvisitter.

Det var nu ellers ikke fordi, der var så meget kirkegang i Jytte Abildstrøms barndom, fortæller hun. Det religiøse og det kristne livssyn er mere noget, hun har fået indirekte fra sine forældre.  

”Men min farmor sang salmerne, og vi bad Fadervor under krigen, når vi sad nede i beskyttelsesrummet,” siger hun. 

Salmerne har fulgt Jytte Abildstrøm lige siden, og hver morgen, når hun har lyttet til morgenandagten, sætter hun en CD på med Aksel Schiøtz. Og så ligger hun ellers og mediterer til den folkekære sanger, som synger salmerne, så man virkelig kan høre Ordet og teksten, der ifølge Jytte Abildstrøm aldrig bliver forældet. 

”B.S. Ingeman, Grundtvig og Brorson, det er mine favoritter,” siger hun: ”Og Fadervor.” 

Konen i muddergrøften
Foruden salmerne og Fadervor, er der særligt én ting, som har inspireret Jytte Abildstrøms i hendes liv og virke, og det er folkeeventyrene. 

”Jeg er vokset op med folkeeventyr og H.C. Andersen,” siger hun og nævner eventyret om Konen i muddergrøften af Brødrene Grimm, som hendes forældre læste op for hende, da hun var barn.  

”Det er nok den historie, som har gjort mest indtryk på mig i hele mit liv,” siger hun.

Domprovst Anders Gadegaard og skuespiller Jytte Abildstrøm mødtes i oktober 2020 på teateret  Riddersalen på Frederiksberg til en snak om morgenandagten. Foto: Emil Fritzemeier

Eventyret handler om en kone og hendes mand, der er fisker. En dag fanger manden en fortryllet fisk, som kan opfylde ethvert ønske. Manden ønsker sig dog ikke noget, for de har det jo fint nok, som de har det, men konen ønsker sig et større hus, så et slot, og til sidst vil hun være Gud.  

”Men hver gang konen beder om noget, så rejser naturen sig, og det er jo der, vi står i dag,” siger Jytte Abildstrøm og påpeger, hvordan konen til sidst havner i muddergrøften.

”Det er urmyten,” siger Anders Gadegaard og nævner den bibelske fortælling om Babelstårnet, der ligesom Konen i muddergrøften handler om mennesket, der vil være som Gud, i stedet for at lade sig nøje med det, der ligger lige for. På den måde kan de to fortællinger også ses som en kritik af vækst, mener han. 

”Spørgsmålet er, hvad det er for en vækst, som mennesket bliver lykkelig af,” indskyder Jytte Abildstrøm, der ved siden af hendes teater- og skuespillerkarriere er kendt som en standhaftig miljøforkæmper og fortaler for økologi.

LÆS OGSÅ: Live fra Vor Frue Kirke

Tilbage i 1988 indrettede hun sit kolonihavehus bæredygtigt med blandt andet muldjordstoilet og en solfanger, og i 2000 flyttede hun ind i et økologisk bofællesskab lidt uden for Roskilde.

Jytte Abildstrøm har også holdt talrige foredrag om miljø og klima, og på YouTube kan man finde flere videoer, hvor hun spiller harmonika og synger, at forbrug, vækst og konkurrence, skal udskiftes med ydmyghed, nøjsomhed og næstekærlighed.

Men tilbage til Konen i muddergrøften. For ifølge Jytte Abildstrøm, så var hendes forældres genistreg ikke at fortælle eventyret med en morale om, at naturen hævner sig på mennesket, der vil være som Gud, men at det gælder om at gøre et bedre afsæt. 

”Er det ikke genialt af mine forældre,” udbryder hun og fortæller, at det er netop det, hun har kæmpet for i hele sit liv – hvad enten det drejer sig om miljø, mennesker eller børneteater: At sætte og gøre et bedre afsæt.  

Dyderne
Jytte Abildstrøm fortæller, hvordan de syv dødssynder og dyderne også var noget, der blev talt meget om i hendes barndomshjem. Og lige præcis det med dyderne, ligger hende meget på sinde.

”Folk har fuldstændig glemt dyderne,” siger hun. 

Derfor er hun også ved at skrive en lille bog til sine to oldebørn, som skal handle om, hvad oldemor tænkte om dyderne, og hvordan hun har det med dem den dag i dag. For som hun siger: 

”Dyderne er noget, du hele tiden skal friske op. Ud over De ti bud.”

Det er Anders Gadegaard enig i. 

”Det minder faktisk om min bog Tro Mod Politik fra sidste år, hvor jeg prøvede at skrive de kristne dyder ind i en samfundstænkning,” siger han og forklarer, hvordan han i bogen forsøger at skildre hvilke dyder, der springer ud af det kristne menneskesyn. 

”Det er LIGE det,” siger Jytte Abildstrøm begejstret og forklarer, hvordan det at formidle og fremelske dyderne har været et centralt og vigtigt anliggende for hende lige siden, hun begyndte at lave børneteater i 60’erne. Et kæmpe ansvar, som hun siger, for hvordan fremstiller man det gode og det onde på en måde, så det sætter tanker i gang hos børnene og sender dem i den rigtige retning?

Netop disse spørgsmål og overvejelser mener Jytte Abildstrøm ikke, at der bliver tænkt særlig meget over i dag, og det kan hun godt være en smule bekymret over. Af samme årsag mener hun også, at den lille aktuelle bøn om morgenen er så vigtig. 

”Hvis ikke vi folder vores hænder og hører, at vi skal behandle hinanden ordentligt og tænke os om, hvor havner vi så ikke,” siger hun.

Mørkt humør 
Ud over børne- og dukketeater er Jytte Abildstrøm kendt som den sjove og festlige skuespillerinde, der har medvirket i et utal af fantasifulde teaterforestillinger. På film er hun Flyvende farmor, Sonja fra Saxogades mor, og så var hun med i de skæve børne-fjernsynsprogrammer om Tyllefyllebølleby banegård. Det glade sind, som de fleste forbinder Jytte Abildstrøm med, har dog også en bagside.

”Jeg er født med mørkt humør,” siger hun og nævner krigen, beskyttelsesrummene og folk, som pludselig forsvandt. Alt sammen oplevelser og hændelser, der førte traumer og sorte tanker med sig. 

”Jeg er sort indeni. Det er også derfor, jeg kun har lavet det lyse teater,” siger Jytte Abildstrøm: 

”Det mørke kan jeg slet ikke.”

”Er det rigtigt,” konstaterer Anders Gadegaard forbavset. 

”Ja, men det er jo bare med at få det sorte vendt, hvis du forstår, hvad jeg mener,” siger Jytte Abildstrøm og fortsætter: 

”Derfor begiver jeg mig heller ikke af med satire, men elsker humor. For i satiren, som desværre blomstrer i disse år, hænges mennesker ud uden hjælp til at komme videre. Men humoren er solidarisk, der griner man ikke af folk, men med folk. På den måde kan det sjove og lyse fremelske håb og være en modsigelse til opgivelse og sortsyn.”

LÆS OGSÅ: Andagt til tiden

”Ja,” siger Anders Gadegaard: ”Man kan agere på det sorte i livet, men derfor forsvinder det ikke som et bagtæppe.”

Jytte Abildstrøm nikker indforstået og fortæller, hvordan hun har haft perioder, hvor hun er vågnet om morgen og slet ikke har haft lyst til at stå op.

”Og det kan du altså ikke få piller for,” siger hun og hæver stemmen: ”Men hvorfor tror du så, at jeg hører morgenandagten?” 

”Jeg skulle lige til at sige det,” siger Anders Gadegaard: ”For hvis man ikke kan få piller for det, så kan man kan få forkyndelse.”

Kunsten og forkyndelsen
Jytte Abildstrøm hiver bøger af Selma Lagerlöf og Stefan Zweig frem. De har betydet meget for hende, fortæller hun og kommer i tanke om Klokken af H.C. Andersen, der er GENIAL. 

”Så det, vi sidder her og er enige om, er, hvordan vi hjælper hinanden med at få smukkere sammenhænge mellem lille og stor, høj og lav,” siger Jytte Abildstrøm.

”Og at ethvert menneske har det gode i sig, men at det nogle gange blot gælder om at kalde det frem,” supplerer Anders Gadegaard. 

”Netop,” siger Jytte Abildstrøm: ”Det er jo den fremkaldelse, i al beskedenhed, som jeg gør og har øvet mig på i hele mit liv – ikke mindst med forestillingerne.”  

Jytte Abildstrøm fortæller, hvordan hun blandt andet har spillet teater på afdelinger med psykisk syge og i fængsler, og hvordan det gjorde et stort indtryk på hende – ikke mindst når folk rynkede på næsen over, at hun beskæftigede sig med kriminelle. Men som hun siger:

”Alle har nogle gode frø i sig, så hvordan får vi de gode frø frem.” 

”I den forstand kan man også sige, at kunsten og forkyndelsen er i familie med hinanden,” siger Anders Gadegaard og forklarer, hvordan han ser sin egen præsterolle og den form for kunstneriske virke, som Jytte Abildstrøm repræsenterer, som en og samme mission, hvor man forsøger at kalde det bedste frem i mennesker. Og at hjælpe dem igennem det, som er svært.

LÆS OGSÅ: Morgenandagten fylder 90 år

”Jeg spejler mennesket i Jesus' historie, men det kan også ske gennem et eventyr af H.C. Andersen eller en hvilken som helst anden væsentlig fortælling om godt og ondt,” siger han. 

En eftertænksom stilhed spreder sig i det lille lokale, hvor vi sidder. Af høflighed gør vi antræk til at bryde op.

”Hi hi, har vi det ikke sjovt,” udbryder Jytte Abildstrøm så pludselig og demonstrerer på mesterlig vis, hvordan hun vælger og insisterer på det lyse, frem for det mørke. Og det på en måde, så det smitter og smilet hænger ved os begge i lang tid efter, vi har forladt Riddersalen.

Artiklen er første gang udgivet i kirkemagasinet Domkirken (dec-feb-2021), der havde Morgenandagten som tema. Magasinet kan downloades gratis som pdf eller hentes i kirken.